Slidgigt i knæet2018-09-04T10:27:23+00:00

Slidgigt i knæet (Genu artrose)

Rehab af skaden

Rehab 1 – Rehab 2

Beskrivelse af slidgigt i knæet (knæ artrose).

Slidgigt i knæene er hyppigere jo ældre man bliver, selvom unge også kan få det. Slidgigt er i virkeligheden et lidt misvisende ord, da det ofte opstår fordi knæet ikke er brugt korrekt, at det bliver belastet for ensidigt, har været præget af overvægt igennem år, eller man har haft nogle sygedomme som nedbryder brusken.

Knæet er et af de led i kroppen som udsættes for den hårdeste belastning, og enderne er beklædt med brusk (hyalin), som både gør at der ikke opstår friktion (varme) ved bevægelse, at leddet glider nemt og at knoglerne ikke støder på hinanden. Ledbrusk er meget tyndt i alle leddene, men kan alligevel tåle meget store belastninger. I knæet er den gennemsnitlige brusktykkelse ca. 2 millimeter, og kan holde til enorme påvirkninger. Typisk er der trykbelastninger på omkring 400 kg, hvis man vejer 75 kilo og løber, og dette tryk stiger med henholdsvis vægten og belastningen. Det kan altså være adskillige tons der skal absorberes væk fra knæet på en løbe tur. Man kan næsten sammenligne brusken på knogleenderne med asfalt som er slidlaget på en vej. Asfalten er kun ganske tynd, og under ligger der stabil grus og sand som skal absorbere vægten og trykket fra bilerne. På samme måde skal ledbrusken hindre slid, men fordi det er tyndt går trykbelastningerne igennem og absorberes i knoglerne, væsken i leddene mv. Brusk er det man kalder for avaskulært, hvilket betyder det hverken indeholder blodkar eller nerver. Det er derfor det ikke gør ondt at trykke ledende hårdt sammen, f.eks. under spring og løb mv. Men da brusken ikke indeholder blodkar, skal den have sin iltforsyning på en anden måde, for alle celler skal have ilt for at kunne leve. Det meste væv får ilt via blodet, hvor der er nogle røde blodlegemener som transporterer ilten rundt til alle cellerne. Men i ledbrusken er det anderledes, da disse blodkar ville ødelægges hvis det blev mast hårdt sammen, som er det ledbrusken er designet til.

Ledbrusk sidder på hver klogleende af lårbenet og skinnebenet. Selve enderne er pakket ind i en såkaldt ledkapsel, og indersiden af denne ledkapsel er opbygget af en slimhinde. Slimhinder laver vand når de bevæges; tænk bare på slimhinderne i munden etc., at når man bevæger munden (taler) producerer slimhinderne i munden vand, som renser mundhulen. Det vand der er skabes inde i en ledkapsel, bruges til flere ting. Blandt andet støddæmper der leddet ved at der ligger vand i mellem knogleenderne, og det virker også som et slags smøremiddel, der gør at brusken meget nemmere glider, på samme måde som motorolie i en bil sørger for stemplerne bevæger sig glidningsfrit. Den sidste og meget vigtige funktion ledvæsken har, er at forsyne brusken med ilt. Dette sker når brusken trykkes hårdt sammen, så masses væsken ud af leddet og når der ikke er kompression i leddet opstår der et vakuum, som suger iltrigt væske ind i brusken. På denne måde kan man sige, at leddene får ilt og næring ved at blive brugt. Problemet er så, at hvis man ikke bruger sit led eller der er områder i leddet som ikke bliver belastet, så kommer der ikke denne udveksling, som over tid vil føre til at brusken bliver nedbrudt.

Det er præcis derfor at man i høj grad anbefaler træning til patienter som har slidgigt, for derved at få så meget væske og dermed ilt ind i leddet som dermed kan nærer brusken efter bedste evne. Problemet er dog, at når brusken er slidt ned, er slidlaget væk, og dermed opstår der mange gange smerter i forbindelse med brug af et led der har slidgigt. Derfor mister mange der har slidgigt motivationen for træning, inden den har fået effekt, fordi det i starten gør ondt når man træner. Men det er den enste vej frem mod bedring, og i løbet af kort tid vil de fleste kunne mærke en effekt, hvor smerterne aftager og bevægeligheden bliver bedre. Det er dog vigtigt at træningen er bygget rigtigt op.

Slidgigt kan altså ramme alle, og der kan som tidligere beskrevet være flere faktorer der spiller ind, men det er hyppigst for personer der er ældre end 45 år, og klart hyppigst kvinder. I de fleste vestlige lande, har man lavet undersøgelser på befolkningsgruppen som er over 45 år, og her har mere end 10 % slidgigt. Slidgigt i knæene er klart det hyppigste område der rammes af slidgigt.

Symptomer ved slidgigt i knæet

Symptomer ved slidgigt kan væres forskellige fra område til område, men der er nogle klassiske symptomer:

  • Smerter i knæet når man er aktiv, men bliver lidt bedre med hvile.
  • Knæet hæver hvis har belastet det.
  • Følelse af varme i leddet
  • Stivhed i knæet, især om morgenen eller når man har siddet et stykke tid.
  • Manglende mobilitet, hvilket gør det svært at komme ind og ud af biler, rejse sig fra en stol, gå på trappertrapper eller op af en bakke.
  • Når man bevæger knæet kan der komme knirkede og knagende lyde.

Undersøgelse af slidgigt i knæet

Læge stiller ofte en klar mistanke på slidgigt i knæet, ud fra de klassiske symptomer, især hvis patienten er over 45 år gammel. Der er også en aldrings tendens, som man læner sig op af.

Den billigste og mest sikre metode for at stille diagnosen er røntgenundersøgelse, der kan vise knogler og bruskskader såvel som tilstedeværelse af knoglesudvækster, som opstår når brusken er væk.

Nogle gange kan lægen også bestille en såkaldt MR scanning (magnetisk resonans billeddannelse), hvis røntgenundersøgelsen intet viser, men patienten har ondt. Det er ofte for at udelukke andre skader eller skader på andet væv.

Blodprøver kan ikke fortælle om der er slidgigt, men en læge kan bestille en blodprøveundersøgelse til at udelukke andre tilstande, der kan forårsage smerten, så eventuelt kunne reumatoid arthritis (leddegigt), eller en anden lidelse i immunsystemet.

Behandling af slidgigt i knæet

Behandlerens primære mål vil være at øge bevægeligheden og nedsætte smerterne, og ofte kan det gøres ved at kombinere forskellige terapier.

På baggrund af tidligere forklaring af hvordan ledbrusk får næring er den absolutte vigtigste behandling træningsterapi. Nogen gange gør det som bekendt så ondt at bevæge leddene, at træning ikke er mulig, og her vil det give god mening at lægen ordinerede noget smertestillende og antiinflammatoriske medicin.

Andre midler og medikamenter man ofte prøver med er:

Steroider, som er et kraftigt antiinflammatorisk lægemiddel.

Injektioner af kortikosteroider eller hyaluronsyre i knæet.

Er årsagen vægten som har givet slidgigten vil det selvfølgelig give mening at patienten fik et vægttab. Selv en lille vægtreducering af vægt, kan betydeligt reducere knæsmerterne fra slidgigten.

Glocosamin og Chondrin med MSM (methylsulfonylmethane) bruges også af mange. Det har vist sig på dyr at have en markant effekt, mens det på menisker ikke har vist nogen effekt. Årsagen mener man, er fordi at dyr selv producerer C-vitaminer, mens mennesker skal have det ind med kosten. Derfor anbefales det, at hvis man tager Glocosamin og Chondrin med MSM, at man samtidig også tager minimum 1000 mg. C-vitamin. C-vitamin er vigtig for opbygningen af bindevævet.

Terapeutisk kan man:

Give klasse 4 laser (evt. K-laser).

Re5 magnetresonansterapi.

Akupunktur.

Massage (for at øge blodgennemstrømningen i området).

Nogle patienter får måske tilbud et kunstigt knæ, hvilket vil give god mening hvis alle andre muligheder er opbrugt, eller ikke synes at virke.

Rehab af skaden

Rehab 1 – Rehab 2

You need to login or register to bookmark/favorite this content.